Københavns gamle voldanlæg løber i dag som en skjult historisk tråd under byen. Intensionen har været at skabe en bebyggelse, der bryder den klassiske karréstruktur, at fremhæve det gamle voldanlægs retning på tværs af byen og at beplante Axel Torv med fritstående træer, som korresponderer med Tivoli og Ørstedsparken som en gestus til det historiske voldanlæg.
De cirkulære tårne danner mellemrum, der åbner bygningerne mod byen med brede siddetrapper og en hævet byplads. Bylivet trækkes helt ind i bygningernes centrum og tilbyder ro og forankring i et sted i byen, der altid summer af liv. I stueplan ligger caféer og restauranter. Den nye beplantning på Axel Torv genindfører Københavns grønne voldanlæg, der engang løb netop her, og som stadig er synligt i blandt andet Østre Anlæg, Botanisk Have og i Tivolis gamle have.
FAKTA
Type: Byrum, Rekreativt rum, Erhverv
Adresse: Axeltorv 2, København
Areal: 8.000 m2
Opført: 2014-2017
Bygherre: ATP Ejendomme / PFA Ejendomme / Industriens Pension
Arkitekter: Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S og Finn Reinbothe kunstnerisk rådgivning
Foto: Julie Kierkegaard AS
Præmieringer: Publikumsprisen, Københavns Kommune 2018 / Foreningen Hovedstadens Forskønnelses Diplom 2017